OM FREDERIKS HAVE

Velkommen til Restaurant Frederiks Have

Frederiks Have er en intim restaurant centralt på Frederiksberg. Her skaber vi hyggelige og afslappede rammer for dig og dine gæster, hvad enten I kommer for en særlig anledning eller blot for en god aften i byen.

Med vores erfarne kokke og kompetente tjenere sørger vi for en nærværende og professionel restaurantoplevelse, hvor både mad, atmosfære og service går op i en højere enhed. Vi har plads til op til 70 gæster i vores stemningsfulde lokaler, som er opdelt i to afdelinger:

Forrest i restauranten har man udsigt til vores terrasse og det åbne køkken, hvor stemningen er lys og livlig. Bagerst ligger den hyggelige “Pejsestue”, som indbyder til mere rolige og intime middage.

Vi glæder os til at tage imod jer.

Et hus med historie

Frederiks Have har til huse i en bygning fra 1883, som gennem tiden har lagt vægge til både hverdagsliv og historie. Fra 1899 fungerede adressen som vognmandsforretning, men omkring 1938 begyndte en ny epoke i restaurationsbranchen.

I årene efter 2. Verdenskrig havde modstandsbevægelsen Frit Danmark kontor i huset. Senere brugte bl.a. malere fra Den Kongelige Porcelænsfabrik lokalerne til at male musselmalede mønstre på paptallerkener – som en kreativ protest.

I mange årtier frem fungerede stedet som værtshus – blandt andet under navnene Villa Caféen og Virginia Bar. Det er således ikke meget mere end 30 år siden, at Frederiks Have var et værtshus, hvor uddelingen af øretæver og lignende ikke var usædvanligt.
Det var først i 1995, at Frederiks Have tog sin nuværende form og navn, da Annie og Bent Olsen skabte en restaurant med varme og tryghed som kerneværdier. Eva og Ole Sellberg videreførte traditionen og drev restauranten i over 20 år – fra maj 2000 til juli 2020.

 

I dag

I dag har jeg overtaget Frederiks Have med respekt for stedets stolte historie og gode renommé. Navnet består – og det gør ambitionen også: at skabe en varm, personlig og smagfuld oplevelse i hjertet af Frederiksberg.

Hos os er gastronomien klassisk funderet. Vi sætter en ære i den gode smag, traditionerne og de små detaljer – f.eks. et ostebord med nøje udvalgte oste og crepes suzettes flamberet ved bordet. Det er oplevelser, man ikke møder mange steder længere – og det er vi faktisk lidt stolte af.

Vi tager os tid til vores gæster. Det skal kunne mærkes, at vi gør os umage – både i køkkenet og ved bordene. Det er en anderledes restaurantoplevelse, og vi håber, du vil lade dig forføre af roen, nærværet og det solide håndværk.

Vi er også stolte af at være en del af en sjælden tradition i restaurationsbranchen: Vi har haft overenskomst siden år 2000. Det betyder ordentlige forhold for vores ansatte – noget vi mener, både gæster og medarbejdere kan mærke. Du kan læse mere om det her: okforhold.dk – Frederiks Have

Jeg glæder mig til at byde dig velkommen på Frederiks Have.

De bedste hilsner
Jonas Nikolas Nikolajsen

Husk at følge os på Facebook og Instagram og følg med i alt hvad vi laver hernede: Restaurant Frederiks Have og restaurantfrederikshave